TrygFondens Forebyggelsescenter - forskning i sundhedsfremme og forebyggelse er et forskningscenter under det Sundhedsvidenskabelige fakultet, Syddansk Universitet. Centeret har adresse på Statens Institut for Folkesundhed i København.
TrygFondens Forebyggelsescenter skal skabe et vidensbaseret grundlag for den praktiske forebyggelsesindsats i det offentlige, navnlig kommunerne der med kommunalreformen har overtaget ansvaret for en række sundhedsfremme- og forebyggelsesopgaver. Centeret vil skabe viden om hvilke indsatser, der virker, for hvem og under hvilke betingelser og viden om, hvordan indsatserne i den aktuelle kontekst og med de tilgængelige ressourcer bedst føres ud i livet. Centeret vil desuden støtte stat, regioner og kommuner med forskningsbaseret rådgivning og udvikling af værktøjer til prioritering, planlægning og evaluering af lokale indsatser og politikker.
Centeret er etableret i begyndelsen af 2009 med en donation på 100 mio. kroner fra TrygFonden og kan med denne donation køre i fem år. Donationen er givet forskerholdet på Syddansk Universitet efter udbud og på baggrund af den indsendte forskningsplan, der har været i internationalt review.